• Underside Slide1

Hvad sover du på? Og hvorfor?

Når man først falder for naturlig bevægelse, bliver det hurtigt en livsstil. Pludselig begynder man se sig om i sit liv og sin dagligdag. Idag skal vi se lidt på vores søvn og vores senge.

Vores seng

 Vi har for nylig skiftet vores seng og selve systemet. Det er noget vi længe har drømt om at få gjort. Vi ville gerne væk fra den klassiske boxmadras, komme tættere på gulvet og sove på noget som er mere optimalt for vores kroppe. 

Vi har længe været nysgerrige på futoner. Og ikke en futon, som den vestlige udgave som bare er en sovesofa, men en japansk futon. Hertil ville vi gerne have den i uld, men det er en anden historie :-) 

Senge er en større videnskab og der findes ca. ligeså mange meninger, som der findes senge. Jeg synes det er svært at finde ordentligt information om emnet, da skribenten enten er sælger af senge (hvis du spørger i Dunopillo får du sjovt nok et andet svar end jeg vil give dig), eller har sin viden indenfor almindelige vestlige senge. Og når man så dykker ned i folk personlige holdninger, bliver det først besværligt. Derfor har det for os, givet mening af høre på folk som vi deler mange holdninger med. I dette tilfælde Katy Bowman. Jeg siger ikke, at det nødvendigvis passer på dig. Men hvis du ikke har overvejet hvad du sover på og hvorfor - så er der måske nok grund til at gøre det... 

Den "almindelige" seng er bestående af fjedre og en masse komfort. Når vi ligger i den på samme måde nat efter nat, formes sengen efter os. Det er er der i og for sig ikke noget nyt i. Men det skaber altså en effekt af passivitet i både væv og led. Selvfølgelig skal vi hvile os og restituere. Men komfortable senge er altså et ret nyt fænomen set i det perspektiv der hedder menneskedens historie - og derfor ikke noget vi SKAL have for at kunne sove. 

Og denne passivitet skaber altså inaktivitet i cellerne. Og det er IKKE en god ting. Det giver både stive led og svagere muskler. Jep, det sagde jeg faktisk. Se det som belastning på vores væv og system - de fleste er klar over at det er uhensigtmæssigt at sidde i en bestemt position fx på arbejdet gennem mange timer. Det er bl.a. fordi du får en ensidig belastning på kroppen. Og hvis du sover i én eller få positioner nat efter nat, ja så sker det samme. 

Med fx en japansk futon, som er tættere på gulvet får du flere ting: Du skal både ned i den og op igen (evt også i løbet af natten). Bare det skaber mere bevægelse. MEN, du bevæger dig også langt mere i løbet af natten, fordi det ikke er ligeså komfortabelt. Dette går ikke udover din søvnkvalitet (måske dog i starten), men giver dig bevægelse i leddene i løbet af natten. 

Måske har du prøvet at sove på et liggeunderlag eller på en hård gæsteseng, hvor du sov ganske forfærdeligt og var helt kvæstet dagen efter. Det at være øm og have sovet dårligt efter en nat i en ny seng, er et tegn på at kroppen har mistet sin tilvænningsevne og er generelt mindre modstandsdygtig. Så hvorfor skulle hver nat være bedre?
Det er lidt ligesom første gang man træner i lang tid eller første gang man er med på et hold i naturlig bevægelse - man bliver øm og træt dagen efter fordi man gør noget man ikke er vant til. I tilfældet med sengen er leddene ikke vant til at blive brugt på den måde og der er måske positioner som de ikke synes om. Det er en PROCES og det vil blive bedre ved at fortsætte.

Som du måske har hørt fra mig før, så bør vi bevæge alle vores led rundt i hele deres bevægebaner hver dag - for at give leddet den bedste næring. Det er sådan vi holder vores led sunde og sørger for at give dem det bedste udgangspunkt. Her er en måde, hvorpå du faktisk kan "snyde" lidt og få bevægelse ind mens du sover. Og som resultat vil du i mange tilfælde få en bedre søvn og færre smerter!

 

Opsummerende kan jeg anbefale dig at tænke over hvorfor du sover som du gør. Og hvis du allerede har taget et bevidst valg på et oplyst grundlag, så er det jo bare super. Men hvis ikke det er tilfældet, så overvej om ikke det kunne være en idé at gøre noget for din generelle sundhed og velbefindende - UDEN rent faktisk at skulle gøre en særlig stor indsats. Og så endda noget som har en stor impact, da du kan arbejde på det i 6-9 timer i døgnet (eller hvor meget du nu sover)!

Hvor kan man købe dem:
Vi købte vores futon hos futon.dk som har stor erfaring indenfor området. De er jo også sælgere, som selvfølgelig vil anbefale deres egne produkter, men hvis du allerede har besluttet at købe en futon eller bare gerne vil prøve dem, så er futon.dk helt sikkert et godt valg. De holder til i Herlev, men hvis du er bosat i Jylland og gerne vil prøve futonen først, så tror jeg bestemt også at japanskesenge.dk er rigtig gode. Og bare lige for en god ordens skyld: Jeg har ingen økonomiske interesser i at nævne disse steder - det er bare dem jeg har selv har fundet i min egen søgen :-)

Det var det jeg havde at sige om senge i denne omgang. Jeg håber du kunne bruge det og at det har sat lidt tanker igang. Det er altid sundt at overveje hvorfor man egentlig gør tingene som man gør - nogle gange fortsætter man som man altid har gjort og andre gange fører det til en større ændring :-) 

 

 

Profil

Naturtro Træning handler om at bevæge sig, som vi er bygget til. At (gen)lære bl.a. at kravle, klatre og balancere. At bryde ud af vores "human-zoo", som mange mennesker ikke ved de befinder sig i.

Kontakt info

Tlf.: 6169 1406
Mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Fang os på Facebook

Følg os her