Om Naturtro Træning

Det handler om at bevæge sig, som vi er bygget til

Naturtro Træning handler om at bevæge sig, som vi er bygget til. At (gen)lære bl.a. at kravle, klatre og balancere. At bryde ud af vores "human-zoo", som mange mennesker ikke ved de befinder sig i. Mød mig skoven og prøv dette på egen krop. Det er først på det tidspunkt, at jeg rigtig kan fortælle dig hvad Naturtro Træning handler om. Men herunder har jeg alligevel efter bedste evne forsøgt at beskrive ideen:

Hvad går det ud på?

Vores krop er designet til bevægelse og til at blive brugt. Korrekt brugt vel og mærke. Naturtro Træning handler ikke om store muskler og smalle taljer - det handler om at blive effektiv i egen krop og lære dens styrker og svagheder bedre at kende. Det handler om at have en praktisk krop, der kan bruges til noget. Træningen foregår som udgangspunkt udenfor, men kan også let trænes indendørs. Kom med og genfind dine egne naturlige bevægelser - bliv forbløffet over hvordan tilsyneladende enkle øvelser viser sig at være uhyre krævende. Bliv overrasket over, at du kan mere end du tror og lær redskaberne til at blive endnu bedre. Tænk Tarzan over Terminator.

Det er ikke en konkurrence, der er ikke nogen der tager tid og man måler sig kun med sig selv. Til de konkurrenceglade kan der dog sagtens indlægges den slags elementer:-) Det der har overrasket mig mest af alt ved at arbejde med denne metode, er at alle synes det er sjovt. Decideret sjovt. Fra den 5-årige til den 75-årige. Og det er netop ideen. At det ikke skal være en pligt, men at det skal være noget vi har lyst til. For det er det bevægelse gør - giver os lyst til mere!

Fra egen erfaring ved vi, at det er lettest at forstå hvad naturlig bevægelse handler om, når man har prøvet det selv. Men for at gøre det mere tydeligt hvad man udsætter sig selv for, har vi nedenunder forsøgt at beskrive det ved at simplificere det i fire kasser:

Roughhousing: Vi mangler et godt ord på dansk, men tænk alt fra dans til kamp og hvad der ligger derimellem. Det er makkerøvelser/lege som kan indeholde improviseret dans, sjove kamplege, makkerøvelser og meget mere. Bredden fra dans til kamp gør at der er noget for alle - det er ALTID noget der bringer smil og grin frem!

Natur-parkour: Parkour er blevet voldsomt populært - og heldigvis for det. Det indeholder så mange fede bevægelser og udvikling, at jeg ville ønske det var fremme, da jeg selv var barn. Mange tænker det er for vildt og farligt for dem, men det behøver slet ikke være tilfældet. Det handler om at tage udgangspunkt i ens egen krop og blive mere fri og i kontrol. Det er i bund og grund det. Tilsæt naturen og vi har et komplekst, givende og spændende miljø. Både for børn og voksne. Lær lidt parkour/naturlig bevægelse og din løbetur bliver aldrig den samme igen :-)

Klatring: Træklatring er en oplagt træningsform når man bor i Danmark. Vi har ikke klipper og bjerge og intet ondt om klatrevægge, men naturen er altså mere spændende og dragende. Lær at se mulighederne i noget mange tænker kun er for børn. Men hvorfor er bjerge, klipper og vægge for voksne, men træer for børn? Kom med og oplev hvordan træklatring er meget mere end bare at klatre så højt op man kan. Det er for alle og udover de fysiske fordele det medfører, så er det en mindful og zen-agtig oplevelse.

Mobility: Mobility handler om at kunne kontrollere vores krop og led. Om at give den de bedste forudsætninger for at fungere godt og smertefrit. I den perfekte verden behøvede vi det ikke, men lad os bare blive enige om at vores verden og livstil (og især den vestlige) ikke ligefrem er det perfekte set-up for vores krop. Vi har derfor i 99% af tilfældene, brug for at lære at beskytte og åbne vores led, så vi ikke blive skævslidt og skadede når vi går ud og gør ovenstående. Det hele handler om den rette dosis.

Om Henrik Rossel

Jeg er selv fysioterapeut, har tidligere dyrket atletik på nationalt eliteniveau og har alle dage været et konkurrencemenneske. Jeg er hertil uddannet MovNat-træner (MCT Level 2). MovNat står for Move Naturally og er et træningskoncept såvel som en livsstil. MovNat har om noget ændret mit syn på træning og bevægelse og Naturtro Træning bygger primært på disse principper. Hertil kommer inspiration fra Rafe Kelley, Ido Portal, Ben Medder, Z-Health, GMB, FRC, Paul Chek og DNS (Dynamic Neuromuscular Stabilization).

For mig føles det som at komme hjem. Som at jeg har brugt mange år på at finde meningen med min træning. At jeg altid har følt der manglede noget - at jeg manglede noget. Og så var det lige foran mig hele tiden. Jeg kunne bogstaveligt talt ikke "se skoven for bare træer".

  • Familieliv

  • Naturoplevelser

  • Anderledes træning

  • Ude hele året

Profil

Naturtro Træning handler om at bevæge sig, som vi er bygget til. At (gen)lære bl.a. at kravle, klatre og balancere. At bryde ud af vores "human-zoo", som mange mennesker ikke ved de befinder sig i.

Kontakt info

Tlf.: 6169 1406
Mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Fang os på Facebook

Følg os her